Hold fast i dit rygestop

Randers Sundhedscenter tilbyder fastholdelsescafé, hvor du kan få vendt din situation og dine tanker om rygestoppet.

Er du stoppet med at ryge? Synes du, det er svært ind imellem? Randers Sundhedscenter tilbyder, at du kan komme til fastholdelsescafé, hvor du kan få vendt din situation og dine tanker om rygestoppet. Det er GRATIS og helt uforpligtende.

På fastholdelsescaféen vil du møde en rygestoprådgiver, som sidder klar til at lytte og hjælpe dig videre i dit rygestop. Der er kaffe på kanden, og du får også mulighed for at snakke med andre, som måske står i samme situation som dig.

Datoer for fastholdelsescafé i 2020

16. og 30. marts

27. april

11. og 25. maj

8. og 22. juni

17. og 31. august

14. og 28. september

12. og 26. oktober

9. og 23. november

7. og 21. december

Alle caféer foregår på 2. sal i lokale 2.01

Tilmelding

Bare mød op en af de angivne datoer eller send en SMS med teksten ’RYGESTOP’ til 1910, hvorefter du vil blive ringet op af en Rygestoprådgiver.

Går du på et rygestopkursus i Randers Sundhedscenter, bliver du automatisk tilmeldt at modtage sms’er med information om fastholdelsescaféerne.

Tidligere deltager fortæller

Lone startede i individuelt forløb og kom derefter til Fastholdelsescafé. Her fortæller Lone sin rygestophistorie.

Lone
"Jeg har røget cigaretter i 48 år. For nogle år siden fik jeg at vide, at jeg kalkede til i mine ben, men jeg fortsatte med at ryge! For ca. ½ år siden begyndte mine underben at prikke, som om der var spændt noget omkring dem – især når jeg havde sovet. Da det havde stået på et stykke tid, blev jeg bange. Sæt jeg ville miste ét eller begge ben. Jeg kontaktede lægen og fik nogle rygestoppiller.

Derefter tog jeg kontakt til kommunens rygestopkursus i Randers Sundhedscenter og var til en samtale ved Janne, som støttede godt op om mit rygestop. Hun ringede til mig hver 14. dag, og hun ringer stadigvæk.

Jeg røg min sidste cigaret den 26. juni 2019. Jeg ville ikke miste mine ben, det var det, der gjorde, at jeg stoppede. Pillerne gjorde, at jeg ingen rygetrang havde. Når min hjerne sendte besked om, at jeg skulle ryge, så svarede jeg – Nej hjerne, jeg vil hellere beholde mine ben.

Efter nogle dage var det ikke så mange gange om dagen, tanken om at ryge kom. Nu kan der godt gå dage imellem, at jeg oplever rygetrang.

Jeg har været til Fastholdelsescafé i Randers Sundhedscenter et par gange, og det er super, for der er altid god støtte fra alle, og det er givende at høre andres historier.

Jeg er stadig røgfri, men jeg ved også, at hvis jeg tænder bare én cigaret, så hænger jeg på den igen.

Så NEJ TAK, jeg vil hellere beholde mine ben!"