PREP parforholdskurser

PREP er et gratis kursus til par med børn 0 til 18 år, der udbydes i et samarbejde mellem Sundhedsplejen og PPR.

Kommunikation i et parforhold er afgørende for hvor godt det går. Desværre er det nogle gange sådan, at det er sværest at snakke sammen, når der er mest brug for det. Når dialogen dør, dør kontakten også og man risikerer at glide fra hinanden.

PREP er et pædagogisk undervisningsprogram, som ifølge omfattende studier reducerer skilsmisserisikoen. Formålet er at forebygge udvikling af uhensigtsmæssige mønstre i parforholdet og at være en håndsrækning til par, der ønsker at øge kvaliteten i forholdet og i deres familieliv.

Omdrejningspunktet på et PREP kursus er, at I erfarer, hvordan man kan skabe en god kommunikation, og derved bane vejen for nærvær, en god forståelse af hinanden og ikke mindst empati.

Udover at få nogle effektive værktøjer til at styrke kommunikationen og håndtere konflikter, vil I også på et PREP kursus få indblik i, hvilke ting der er vigtige at nære, pleje og udvikle i et godt kæresteforhold. En viden, der er hentet fra omfattende forskning.

Erfaringen viser, at mange mænd er glade for et PREP kursus, netop fordi at det er forskningsbaseret og er praktisk at gå til. At det ikke er ”gruppeterapi” men undervisning, hvor man udelukkende deler private ting med sin partner.

For at sikre, at I får et godt og trygt kursus er der max 8 par per hold. På hvert kursus er det en socialrådgiver og en sundhedsplejerske, der er certificerede PREP-undervisere, der er tovholdere på forløbet. Et parkursus består af et ca. 15 timers program fordelt over 2 hverdage.

PREP står for ”Prevention and Relationship Enhancement Program”, som vi i Danmark lidt frit har oversat til ”Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold”.

Konceptet er oprindeligt udviklet af forskere på Denver Universitet i USA på basis af mere end 25 års forskning i pars indbyrdes kommunikation og adfærd.
Deres mange studier viser med al tydelighed, at der er sammenhæng mellem et velfungerende parforhold og god kommunikation.

PREP er et kursusprogram, der baserer sig på viden om de faktorer, der fremmer og hæmmer gode parrelationer. På kurserne bliver par undervist i, hvordan de via bedre kommunikation og forståelse for hinandens roller og indflydelse i parforholdet kan mindske konfliktniveauet og opnå et mere konstruktivt samspil.

Studier har vist, at par, der lærer at anvende principperne bag PREP, har det markant bedre i deres parforhold. De oplever færre problemer, har mere positivt samspil og kommunikation med hinanden, og de har større chance for at blive sammen.

Arbejdet med parrelationer skal ses i sammenhæng med at 47% af alle ægteskaber i Danmark går i opløsning og at 25.000 børn hvert år oplever at forældrene går fra hinanden. Hvert 3 danske barn oplever en skilsmisse inden det er fyldt 18.

For yderligere oplysninger henviser vi til Center for Familieudviklings hjemmeside.

Kursusformen veksler mellem undervisning og øvelser. I undervisningen indgår både videoklip, situationsspil, samtale med egen partner og træning af færdigheder.

Ingen par skal fortælle andre kursusdeltagere om deres parforhold. Undervisningen er fælles og suppleres af opgaver, som du og din partner kan arbejde med. Der tilbydes vejledning, når opgaverne gennemgås og de nye kompetencer skal læres.

Vi arbejder med nedenstående emner på kurset.

Forventninger og roller

Vi har alle bevidste og ubevidste forventninger til parforholdet og familieliv. Disse præger synet på partneren. Kurset lægger op til at arbejde med egne forventninger og roller.

Kommunikation

Kommunikation er en af de vigtigste faktorer i parforholdet. Mange par taler forbi hinanden og føler sig ikke forstået af deres partner. På PREP-kurset bliver I undervist i tydelig kommunikation på en enkelt måde og får hjælp til at håndtere forskellighed.

De fire faresignaler

Gennem forskning om pars kommunikation har man fundet 4 negative mønstre, som mange par udvikler. Kurset giver redskaber til at identificere og modarbejde de negative kommunikationsmønstre.

Problemløsning

Alle par oplever konflikter. På PREP-kurset får I brugbare redskaber til håndtering af konflikter, når de opstår.

Tilgivelse

I livet med hinanden, kan det ikke undgås, at par kommer til at gøre hinanden ondt.
Kurset prøver at give forståelse for, at tilgivelse er et centralt og livsbekræftende begreb, som kan hjælpe par til at leve sammen.

Seksualitet og intimitet

Fysisk nærvær kan være med til at skabe glæde, tryghed og nærhed. Samtidig er det også et sårbart og vanskeligt felt. På PREP-kurset sætter vi fokus på intimiteten i parforholdet i en travl hverdag. 

Værdier

Værdier og livssyn styrer flere ting i parforholdet, end vi umiddelbart tænker. Kurset guider til at finde fælles værdier.

Engagement og forpligtelse

Forskning viser, at det har en positiv indflydelse på forholdet, at par grundlæggende vil hinanden. Kurset belyser, hvor vigtigt engagement i parforholdet er.

Venskab, hygge og humor

Hverdagen har mange krav og udfordringer. Livet rummer mange alvorlige aspekter. På PREP-kurset sætter vi fokus på vigtigheden af at give plads til glæde og venskab i parforholdet og familielivet.

Kurset foregår i:

Randers Sundhedscenter
Biografgade 3
8900 Randers C
eller i
Gudenåcentret
Gl. Stationsvej 9
8940 Randers SV

Hvert kursus indeholder to mødegange, og I skal kunne deltage begge gange.

Hold 4 2020

Tirsdag den 27. oktober kl 9.00-15.30
Tirsdag den 3. november kl. 9.00-15.30

Undervisere:
Sylvia Mortensen, PPR og Gitte Glud, Sundhedsplejen

Sted:
Gudenåcentret, Gl. stationsvej 9, 8940 Randers SV

Hold 5 2020

Onsdag den 25. november kl 9.00-15.30
Onsdag den 2. december kl. 9.00-15.30

Undervisere:
Lars Olsen og Anja Holdgaard Nielsen fra PPR.

Sted:
Gudenåcentret, Gl. stationsvej 9, 8940 Randers SV

Tilmelding

Du tilmelder dig kurset ved at udfylde et tilmeldingsskema (kræver NemId).

Hvert kursus indeholder to mødegange, og I skal kunne deltage begge gange.

Der er ofte venteliste til kurserne, og det er derfor vigtigt, at I melder afbud i god tid, hvis I bliver forhindrede, så et andet par kan få mulighed for at komme med.

Et kursus gennemføres ved 5 tilmeldte par.

Kurset er gratis.