Familieiværksætterne

Familieiværksætterne er et tilbud til førstegangsforældre, som skal give jer råd og inspiration, så I får en god start på livet som familie.

Tilbuddet består af 12 kursusgange, og I deltager som par, altså begge forældre.

Er du enlig, kan du for eksempel tage et familiemedlem eller en nær veninde med, hvis du ønsker det.

Det er et forløb, der forbereder jer på fødslen og på at blive forældre.

Derudover vil du få:

  • Praktisk og ny viden om dit barns udvikling
  • Et trygt forum at stille spørgsmål og dele erfaringer
  • Opbygget et stærkt netværk med andre nye forældre
  • Opleve et forløb, hvor du deltager aktivt og bliver hørt
  • Værktøjer til de første år som ny familie

Familieiværksætterne ser forældrene som en ressource og lægger vægt på at styrke forældreskabet.

Emner på kurset

På kurset møder I en bred gruppe af oplægsholdere fra det offentlige, det private og den frivillige verden.

Der bliver sat fokus på temaer som: 

  • Graviditet og fødsel
  • Barnets udvikling og trivsel
  • Familieliv, parforhold og kommunikation
  • Økonomi og budget i en børnefamilie
  • Hvordan sikrer vi hinanden juridisk, når vi er blevet forældre?
  • Orlovsmuligheder, rettigheder og regler
  • Netværk med andre førstegangsforældre

Oplysninger om kurset

I er 9 forældrepar på hvert hold. Holdet er sammensat efter terminsdato. Det giver mulighed for at følges ad og dele jeres erfaringer under graviditeten og efter fødslen.

Det er gennem Familieiværksætterne, at I følger fødselsforberedelse og kan danne mødregruppe.

Kurset er for begge forældre. Er du enlig og venter dit første barn, er du velkommen til at komme alene eller tage et familiemedlem eller en nær veninde med.

Deltagelse i tilbuddet er gratis.

Mødegangene

Der er i alt 12 mødegange i løbet af kurset.

De første 5 mødegange er i graviditeten fra ca. den 26. graviditetsuge.

De næste 6 mødegange er fra fødsel til barnet er ca. 8 måneder gammelt.

Den 12. mødegang finder sted når barnet er ca 2½ år gammel.

Se oversigt over mødegangene her.

Baggrundsviden

Familieiværksætterne er et samarbejde mellem sundhedsplejen, jordemødre og Børn, skole og kulturforvaltningen i Randers samt Center for Socialt Ansvar og gennemføres som pilotprojekt i Randers.

70% af alle førstegangsfødende i Randers får tilbud om at deltage. Bor du i det distrikt, der er omfattet af kursusforløbet, får du tilbudt at deltage af din jordemoder ved 1. graviditetsbesøg.