Bolig til ældre

Randers Kommune tilbyder forskellige boligformer til borgere, der har brug for særlige fysiske rammer.

De fleste af boligerne er 2-rumsboliger.

Du kan læse mere om de forskellige boformer og finde ud af, hvordan du ansøger, herunder.

Plejeboliger er for personer med et stort behov for fysisk eller psykisk pleje og omsorg døgnet rundt.

Plejeboliger svarer til det, man tidligere kaldte plejehjem.

Nogle af plejeboligerne er specielt indrettet til demente personer.

I plejeboliger er der tilknyttet medarbejdere, som hjælper beboerne med at klare dagligdagen.

Du kan søge en plejebolig, hvis du - trods massiv hjælp - ikke kan klare at bo alene. Det vil typisk være, når det ikke længere er nok med hjemmeplejens eller dine pårørendes praktiske støtte og pleje.

Bemærk at upraktiske boligforhold, utryghed eller høj alder berettiger ikke i sig selv til en plejebolig.

Sådan får du en plejebolig

Hvis du gerne vil flytte i en plejebolig, skal du selv, din familie, din læge eller sygehuset kontakte Visitationsenheden på telefon 8915 2550. Visitator aflægger besøg i hjemmet for sammen med dig at finde den bolig, der er behov for. Visitator udfylder de nødvendige papirer.

Når kommunen har godkendt og truffet beslutning om at tilbyde dig en plads på ventelisten til en plejebolig, må der højst gå to måneder, før du bliver tilbudt en plejebolig.

Randers Kommune har specielt indrettede plejeboliger til demente personer.

I demensboligerne er der tilknyttet medarbejdere, som hjælper beboerne med at klare dagligdagen.

Sådan får du en demensbolig

For at kunne søge om en demensbolig skal man være lægelig udredt. Derefter kontaktes Visitationsenheden på telefon 8915 2550. Visitator udfylder de nødvendige papirer.

Ældreboliger med kald er for ældre eller handicappede, der har brug for nogen fysisk eller psykisk pleje og omsorg døgnet rundt.

Ældreboliger med kald svarer stort set til det, man tidligere kaldte beskyttede boliger.

Boligerne ligger tæt på et center, som sørger for praktisk og personlig hjælp.

Sådan får du en ældrebolig med kald

Hvis du ønsker at flytte i en ældrebolig med kald, skal du selv, din familie, din læge eller sygehuset kontakte Visitationsenheden på telefon 8915 2550. Visitator aflægger besøg i hjemmet for sammen med dig at finde den bolig, der er behov for. Visitator udfylder de nødvendige papirer.

Kommunen anviser dig til ældrebolig i forhold til dit behov for boligen. Det vil sige, at kommunen skal anvise boligen til den borger, der har størst behov for boligen uanset borgerens placering på ventelisten.

Hvis du har brug for bedre fysiske forhold, kan du søge en ældre- og handicapegnet bolig.

I ældre- og handicapegnede boliger er det let at komme omkring, selvom du er gangbesværet eller sidder i kørestol.

I ældre- og handicapegnede boliger er der ikke fast tilknyttet personale, men du kan få hjemmehjælp, hvis du har brug for det. Det kan f.eks. være til rengøring, vask og personlig hygiejne.

Sådan får du en ældre- og handicapegnet bolig

Hvis du ønsker at flytte i en ældre- og handicapegnet bolig, skal du kontakte Visitationsenheden på telefon 8915 2550. Ansøgningsskema og fortegnelser over boliger udleveres fra Visitationsenheden.

Det er boligforeningerne, der administrerer de fleste ældre- og handicapvenlige boliger. Det er ikke nødvendigt at være medlem af en boligforening for at komme i betragtning til de ældre- og handicapvenlige boliger, som Randers Kommune har anvisningsret til. Det er dog en god idé at være medlem af så mange boligforeninger som muligt og være aktivt søgende, så man selv har mulighed for at søge andre boliger.

På de fleste ældrecentre er der én eller flere boliger beregnet til korttidsophold. Her kan du bo, hvis du i en kortere periode ikke kan klare at bo hjemme i egen bolig med hjemmehjælp. Det kan f.eks. være i forbindelse med:

  • akut sygdom
  • sygdom hos ægtefælle
  • genoptræning

Korttidsophold kan normalt vare op til tre uger, hvorefter behovet skal revurderes. Varigheden af korttidsopholdet er efter behov, dog maksimalt tre måneder.

Sådan får du et korttidsophold

Ønsker du et korttidsophold, kan du henvende dig til dit lokale ældrecenter eller Visitationsenheden på telefon 8915 2550.

Video om at bo på plejecenter

Vurdering af behov

Når du søger en bolig hos Randers Kommune, vil dine behov blive vurderet af en visitator.

Ændrer dine forhold sig, kan du igen henvende dig til Visitationsenheden eller sende en ny ansøgning – så vil dit ønske blive vurderet på ny.

Du kan klage til det Sociale Nævn.

Persondataloven

Iht. persondataloven gøres der opmærksom på, at enhver henvendelse til Visitationsenheden i forbindelse med ansøgning om hjælp eller hjælpemidler registreres elektronisk i Visitationsenhedens journalsystem. Oplysningerne indgår herefter i sagen og er omfattet af offentligheds- og forvaltningsloven, herunder reglerne om aktindsigt.