Valg af partner til arealudviklingsselskab

Vi er i gang med en udbudsproces, hvor målet er at finde en samarbejdspartner, der ved deltagelse i et arealudviklingsselskab skal forestå realisering af Flodbyens etape 1 og 2.

Randers Kommune bød i maj 2021 alle interesserede til at deltage i udviklingen af Flodbyen Randers. Randers Kommune er nu i en forhandlingsproces med tilbudsgivere, der ved deltagelse i et arealudviklingsselskab skal forestå udviklingen af de første etaper i Flodbyen Randers.

Arealudviklingsselskabet har til formål at erhverve, byggemodne og udvikle etape 1 og 2 i Flodbyen Randers med henblik på salg af byggeretter/-felter til videreudvikling og opførelse af attraktive bykvarterer med fokus på boliger, erhverv, offentlige funktioner og rekreation i grønne omgivelser.

Projektomfang

Det samlede projektområde for Flodbyen Randers består af et grundareal på ca. 59 ha, hvor etape 1 og 2 udgør 24,4 ha med en forventet samlet byggemulighed på ca. 170.000 etagemeter. Etape 1 omfatter Brotoften, Busterminalen og Bolværksgrunden (ca. 9,9 ha), og etape 2 omfatter Nordhavnen og Toldbodgadekvarteret (ca. 14,5 ha).

Etape 2 igangsættes forventeligt i 2028, når de nuværende havnevirksomheder på Nordhavnen er fraflyttet, og arealerne er tilgængelige for byudvikling.

Arealudviklingsselskabet etableres af Randers Kommune og investor i fællesskab. Investor opnår som led i samarbejdet købepligt og -ret til færdigudviklede byggeretter på i alt ca. 85.000 etagemeter byggeret.

Tidsfrist og bedømmelse

Arealerne og selskabsdeltagelsen udbydes i henhold til lov om kommunernes styrelse § 68, og bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme. Udbudsprocessen gennemføres som udbud med mulighed for forhandling i perioden fra primo maj 2021 frem til december 2021.

Tilbudsfristen var den 8. september 2021 kl. 12.00.

Randers Kommune vil antage det samlet set bedste tilbud, i hvilken forbindelse der både lægges vægt på kvaliteten og økonomien i tilbudsgivernes tilbud. Som led i udbuddet vil de interesserede tilbudsgivere således blive vurderet på, om de har en tilstrækkelig finansiel styrke til at løfte opgaven, og mindst lige så vigtigt: Om de deler visionerne for udviklingen af Flodbyen Randers over de kommende generationer.