Jordskredet

Et meget stort jordskred på Nordic Waste begyndte 9.-10. december og har siden udviklet sig dramatisk.

Jordskredet bevæger sig med ca. 40 cm/timen i gennemsnit. Randers Kommune kan ikke sige hvor mange tons jord, der er i bevægelse, men det er som minimum 1 mio. kubikmeter jord. En kubikmeter jord vejer cirka 2 tons.

Den 16. december blev Gl. Aarhusvej (rute 180) afspærret både syd og nord for Nordic Waste for at skabe nødvendig arbejdsplads til at håndtere jordskredet og samtidig beslutter Randers Kommune, at det er nødvendigt at sætte gang i yderligere tiltag for at beskytte Alling Å.

Den 19. december opgav Nordic Waste at få jordskredet under kontrol og forlod stedet, og Randers Kommune står herfra alene med opgaven. De entreprenører, der tidligere har arbejdet for Nordic Waste, begynder nu i stedet at arbejde for Randers Kommune. Der er nu sat gang i en nødværgeindsats, for at forhindre, at Alling Å blev forurenet på et 22 km langt stræk fra Nordic Waste og videre ud mod Grund Fjord og Randers Fjord. Kommunen er efter miljøbeskyttelsesloven forpligtet til at sætte ind for at redde åen.

Jord fortsat i skred

Der er fortsat ikke styr på jordskredet, og derfor kører Randers Kommune med hjælp fra entreprenører jord væk fra stedet. Jordskredet kommer med ca. 40 cm. i timen. Efter der nu er kommet mere ro på rørlægningen af Alling Å, som går fra pumpestation syd for Nordic Waste, er det forventningen, at der nu også kan køres jord væk fra jordskred i syd. Jorden køres til genbrugsstation. Formålet med at køre jord væk er at sikre, at pumpningen kan opretholdes, og vådområderne nedstrøms virksomheden kan blive færdigetableret. 

Nordic Waste skadestedet er en farlig arbejdsplads: Der er ingen adgang

Randers Kommune oplever stor interesse for arbejdet på skadestedet omkring Nordic Waste. Vi gentager derfor vores budskab om, at skadestedet er en meget farlig arbejdsplads, hvor der kører mange og enorme maskiner rundt. Det er ikke tilladt at komme i nærheden af skadestedet uden en forhåndsaftale.

FAKTA

Millioner af tons jord på Nordic Wastes område, der udgøres af ren jord, lettere forurenet og microfiller er i skred.

Microfiller bruges til at stabilisere store jordmængder. Det er et restprodukt fra cementfremstilling, der også indeholder tungmetaller og flyveaske. Microfiller bruges bl.a. til at stabilisere den slags jord som Nordic Waste har liggende.

For at sikre, at Alling Å kan pumpes uden om virksomheden begrænses jordskredet ved at køre jord bort fra arealerne og ved styring af jordskredet ved at flytte rundt på jorden inde på grunden.

Virksomheden har miljøtilladelse til bl.a. at rense og nyttiggøre jord på deres grund.

Men virksomheden har ikke tilladelse til at lade jord skride udenfor egen grund. Og virksomheden må ikke lede regnvand fra egen grund i Alling Å.

Overfladevandet fra virksomhedens arealer, håndterer Randers Kommune nu via bassiner tæt på virksomheden, hvorfra vandet køres til rensning med slamsluger.