Sådan styres kommunen

Randers Kommune ledes af byrådet. Den daglige ledelse varetages af borgmesteren, som er udnævnt af byrådet.

Byrådet har under sig økonomiudvalget og en række stående fagudvalg.

Desuden findes der en række andre udvalg, råd og nævn.

Borgmesteren er født formand for økonomiudvalget.

Randers Kommune styres efter de paragraffer, der står i styrelsesvedtægten for kommunen og forretningsordenen for byrådet. De er begge vedtaget af Randers Byråd.

De fleste afgørelser i Randers træffes af forvaltningen på baggrund af love og retningslinier fra de politiske udvalg og byrådet.

Meget vigtige beslutninger eller beslutninger, der har store konsekvenser for den enkelte borger, træffes dog som regel af de politiske udvalg.

Overordnede spørgsmål har udvalgene ikke kompetence til at træffe afgørelse om, og de sendes til behandling i byrådet.

Tidligt dagen efter kommunalvalget d. 21. november 2017 indgik Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti (SF) og Det Konservative Folkeparti en konstitueringsaftale.

Det konstituerende byrådsmøde blev afholdt den 6. december 2017, hvor Torben Hansen fra Socialdemokratiet blev valgt som borgmester for byrådsperioden fra den 1. januar 2018 til 31. december 2021. Samtidig besatte byrådet en række formands- og udvalgsposter.

Se konstitueringsaftalen.

Af styrelsesvedtægten fremgår blandt andet kommunens styreform, antallet af medlemmer i byrådet, hvilke udvalg kommunen har nedsat, deres arbejdsopgaver samt hvilke opgaver borgmesteren varetager.

Hent Randers Kommunes styrelsesvedtægt.

Byrådets forretningsorden er vedtaget af byrådet og beskriver blandt andet reglerne for afviklingen af byrådsmøder.

Hent byrådets forretningsorden.