Omsorgstandpleje

Omsorgstandpleje er for voksne, der af helbredsmæssige grunde ikke er i stand til at benytte den almindelige tandpleje.

Formålet med omsorgstandpleje er at lindre ubehag og smerter og på den måde sikre en god evne til at tygge maden. Det er ofte afgørende for den enkeltes samlede sundhed og trivsel.

Tilbuddet henvender sig typisk til ældre mennesker, der er i kontakt med hjemmeplejen, og som i forvejen har et stort behov for støtte.

Det er ikke økonomi eller aktuelle problemer med tænder eller tandproteser, der afgør, om man kan få tilbud om omsorgstandpleje.

Det er visitator, der afgør, om man kan visiteres til omsorgstandplejen, og den kommunale tandpleje eller ens hidtidige private tandlæge eller tandtekniker har ikke indflydelse på afgørelsen.

Det er visitatorens vurdering af ansøgerens muligheder for at klare sig selv, der afgør, om man får tilbud om at deltage i omsorgstandplejen.

Afgørelsen hænger ofte sammen med, om man allerede får hjælp til nogle af disse områder:

  • Personlig pleje
  • Spise og drikke
  • Mobilitet
  • Bevægelse
  • Hukommelse
  • Kommunikation
  • Kronisk sygdom/handicap

Hvis man vil ansøge om deltagelse i omsorgstandpleje, skal man derfor først henvende sig til:

Visitationsenheden
Regimentvej 10, Indgang 16F
8930 Randers NØ

Telefonisk kontakt på afdelingens hovednummer: 8915 2550

Mandag-fredag: 8.00-12.00

E-mail: visitation@randers.dk (e-mails må ikke indeholde følsomme personoplysninger)

Visitator træffer afgørelse om man er berettiget til Omsorgstandpleje.
Er du berettiget til Omsorgstandpleje vil man modtage en bevilling.

Hvis borgeren bliver visiteret til Omsorgstandpleje, tager Tandplejen kontakt og  aftaler første besøg.

For at benytte sig af omsorgstandplejen skal man betale 540 kroner (2020).

Beløbet dækker al den omsorgstandpleje, der ydes, og dermed også de udgifter, der kan være f.eks. til proteseteknisk arbejde på et dentallaboratorium.

Hvis du er medlem af sygeforsikringen "danmark", kan du modtage tilskud herfra til omsorgstandpleje.

Det er den kommunale tandpleje, der yder omsorgstandpleje.

Tilbuddet gives om muligt i borgerens hjem, medmindre særlige faglige grunde siger noget andet. Der anvendes mobilt udstyr, som tandplejen selv medbringer, og behandlingen tilpasses den enkeltes situation.

Omsorgstandplejen er et samlet tilbud, der omfatter:

  • Undersøgelser af mund, tænder, tandkød, proteser m.v.
  • Forebyggelse, vejledning om renhold og kost; fjernelse af tandsten m.v.
  • Behandling af smerter og ubehag og anden nødvendig tandbehandling; undertiden plomberinger og justeringer eller reparation af proteser - sjældent nye proteser.

Omsorgstandplejen omfatter ikke:

  • Behandlinger med guld- og porcelænskroner, broer, implantater mv.
  • Transport