Gruppebaserede råd- og vejledningsforløb eller individuel tidsbegrænset råd- og vejledningsforløb

Formålet med de gruppebaserede og individuelle råd - og vejledningsforløb er at understøtte dig i at kunne mestre din hverdag.

Ramme for vejledningsforløbene jf. servicelovens §82 a og 82 b


Vi understøtter dit ønske om mestring af hverdagen ved at hjælpe dig med at skabe indsigt i egen situation og dine egne og dit netværks ressourcer. Råd- og vejledningsforløbene vil derfor tage udgangspunkt i rehabiliteringsprincippet, som betyder, at vi tager højde for det, som du allerede kan selv.

I forløbet vil du modtage råd, vejledning og støtte, der skal styrke din mestringsevne gennem

Afklaring af dine behov og ressourcer.
Personlige råd- og vejledningssamtaler.
Empowerment-forløb.
Mestringsevneforløb, eksempelvis med fokus på sociale kompetencer, færdighedstræning, økonomisk rådgivning med mere.
Psykoedukation.

Mere specifikt kan støtten til dig bestå af

Støtte til at overskue økonomi og forsørgelse.
Støtte og koordinering i kontakten til offentlige instanser.
Ledsagelse til lægebehandling, indkøb, værested m.m.
Støtte i forhold til dagligdags gøremål.
Støtte til etablering og opretholdelse af netværk.
Støtte til at bryde ensomheden i hverdagen.
Støtte til beskæftigelse, uddannelse og aktiviteter.

Som en del af råd- og vejledningsforløbet vil vi tilbyde dig en borgerplan med mål for dit forløb. Borgerplanen udarbejdes sammen med de medarbejdere, som er tilknyttet dit forløb.

Råd- og vejledningsforløbet vil som udgangspunkt være en afgrænset indsats med en varighed på op mod et halvt år og afsluttes derefter med en afsluttende samtale mellem dig og relevante medarbejdere fra råd- og vejledningsforløbet.

Hvis vi sammen under eller efter forløbet vurderer, at du har behov for anden støtte, hjælper vi dig også her videre til den relevante myndighedsafdeling, som hjælper dig videre.

Støtten til dig kan gives individuelt, eller når du indgår i en gruppe. Noget af støtten kan også gives ved inddragelse af frivillige, der enten kan fungere som mentorer for dig, eller som kan støtte dig i eksempelvis deltagelse i fritids- og motionsaktiviteter med videre.

En del af den frivillige indsats kan også komme fra andre borgere, der enten er kommet sig, har fået betydelige flere ressourcer eller styrket deres personlige kompetencer og mestringsevne, således at du kan drage nytte af andre borgeres erfaringer, som står i eller har stået i en lignende situation som dig.

Den støtte, der ydes, skal i videst mulig omfang kompensere for følgerne af din funktionsnedsættelse og tilgodese dit konkrete behov. Hvis formålet med støtten kan opfyldes via flere indsatser, så vælger vi den indsats, som vil matche dine behov mest muligt.


Mødetid/mødested

Første samtale/kontakt foregår som udgangspunkt i Psykiatriens Hus Gl. Hadsundvej 3, 8900 Randers. Derefter aftales det individuelt mellem borgeren og mestringsvejlederen, hvor samtalerne/kontakterne skal foregå fremadrettet, med udgangspunkt i hvordan opgaven løses bedst muligt.

Tidsperspektiv

Der er mulighed for op til 10 kontakter af ca. 45 minutters varighed over et halvt år. Kontakten kan ophøre inden det halve år er udløbet, hvis opgaven er løst eller borgeren ikke ønsker kontakten længere.

Kan mestringsvejlederen ikke opnå kontakt med borgeren efter gentagne forsøg, kan borgeren afsluttes.