Støttecenter Vester Tværvej

Støttecenter Vester Tværvej er et socialpsykiatrisk botilbud som ligger ved Vester Tværvej og Hvidemøllevej.

Vester Tværvej er et samlet tilbud med 29 pladser og 9 ansatte medarbejdere.

Der findes 29 lejligheder ved tilbuddet der fordeler sig således:

  • 6 toværelseslejligheder, indeholdende tekøkken, soveværelse og stort badeværelse
  • 8 etværelseslejligheder, indeholdende tekøkken, soveværelse og stort badeværelse
  • Ovennævnte lejligheder har adgang til fællesrum, fælleskøkken og fælles vaskerum. 
  • 15 toværelseslejligheder i en bygning med svalegang og elevator. Lejlighederne indeholder køkkenalrum, med bryggers, stort badeværelse, enten terrasse eller altan. Der er vaskefaciliteter i hver lejlighed og med opvaskemaskine. Til lejlighederne er der ligeledes et stort og lyst fællesrum med køkken. Lejlighederne er handicapvenlige.

For alle lejligheder er der mulighed for at benytte fællesfaciliteter såsom køkken og tv-stue.

På Vester Tværvej tror vi på deltagelse i fællesskaber som en modpol mod isolation og ensomhed. Her er der mulighed for fælles aktiviteter såsom madlavning, bål, bagning og spil. Dertil tilbydes der støtte ud ad huset til fx aktiviteter eller lægebesøg.


Personalet har tværfaglige baggrunde herunder SOSU-ass., pædagog, ergoterapeut og Peer medarbejder.

Personalet er på arbejde i tidsrummet mellem kl. 8-21 hver dag.
Personalets telefonnr: 8915 7106 
Vester Tværvej har ingen e-mail adresse.

Tryghedstelefon kan kontaktes i tidsrummet 21-08 på telefon 2490 0911

Visitation foregår via:

Socialafdelingen
Laksetorvet 1
8900 Randers C
Tlf.: 8915 1515

Vester Tværvej har en bred specialisering indenfor arbejdet med psykisk sårbare. Tilbuddet henvender sig til målgruppen 18 år og opad. Vester Tværvej rummer et bred spektrum af borgere med en psykisk sårbarhed. Lige fra borgere der senere i livet har brug for støtte, til at komme sig og til borgere der tidligt i voksenlivet, har brug for støtte til at blive afklaret ift. uddannelse og/eller arbejdsmarked.

Støtten tilrettelægges individuelt efter hvilke behov, ønsker og livsstil, som den enkelte borger har. Vi arbejder ud fra kommunes værdier, kvalitetsstandarder og psykiatriplan.

Der vil blive givet bostøtte ud fra den enkeltes individuelle handleplan, hvorved bl.a. forstås pasning af egen bolig, arbejde med problemadfærd, strukturering af hverdagen, træning af praktiske og sociale færdigheder, personlig udvikling, sociale relationer, deltagelse i aktiviteter både i og udenfor Vester Tværvej, indkøb, madlavning, rengøring, ture ud ad huset, socialt samvær, passe et job etc.

Der arbejdes efter servicelovens § 141 om udfærdigelse af handleplaner i samarbejde med kommunal sagsbehandler.

På Vester Tværvej arbejdes der ud fra en recovery orienteret tilgang. Recovery er beboerens individuelle ønsker og proces med at komme sig. Rehabilitering er den faglige proces som understøtter målet. At komme sig indebærer ikke et mål om, at borgeren skal blive fuldt helbredt og helt uafhængig af støtte, men at borgeren opnår et meningsfyldt liv på trods af og evt. med en psykisk sårbarhed.

Kerneopgaven: At skabe rammerne for at være aktør i eget liv. Hvor en meningsfuld hverdag er med til at øge livskvaliteten.

Der lægges afgørende vægt på brugerindflydelse, således at du kan få indflydelse på indholdet i arbejdet og på tilrettelæggelsen.

Der afholdes beboermøder med mellemrum hvor væsentlige emner af betydning for borgerne drøftes.

Der er 2 teams med en tværfaglig sammensætning, hvor du som borger, får tildelt et team ved indflytning.

Der er ansat 4 social og sundheds assistenter og 2 pædagoger, 2 ergoterapeuter, 1 Peer-medarbejder samt pædagogstuderende og assistent-elever i perioder.

På Vester Tværvej er der ingen madordning. Dog er der rig mulighed for at lave mad. Enten selvstændigt eller sammen, i de fælles køkkener der er til rådighed.