Høreapparat fra privat leverandør

Hvis du får udleveret høreapparater på en privat klinik, har du mulighed for at få tilskud.

Inden du kan få et høreapparat, skal du kontakte en praktiserende ørelæge for at få foretaget en høreundersøgelse.

Du kan vælge at få dit høreapparat hos en godkendt privat leverandør, hvis du er over 18 år. Hvis du vælger en godkendt privat leverandør, kan der gives tilskud fra Region Midtjylland. Tilskuddets størrelse fastsættes af Socialministeriet.

Hvis du vil behandles på en privat klinik, får du en blanket af ørelægen, der dokumenterer, at du har ret til tilskud til høreapparatbehandling. Du skal selv bestille tid hos klinikken.

Ønsker du at få udleveret høreapparater på en privat klinik, har du mulighed for at få tilskud til høreapparatbehandling og høreapparater. Tilskuddet dækker din betaling helt eller delvist, alt efter hvilken løsning du vælger.

Hvis høreapparatet går i stykker

Hvis du ejer dit høreapparat (dvs. hvis det er købt hos privat leverandør), er det underlagt købelovens almindelige bestemmelser om reklamation og garanti. Du skal derfor henvende dig hos din leverandør.

Kontakt evt. din private forsikring.

Udskiftning af høreapparat

Du kan udskifte dit høreapparat hvert fjerde år.

Når dit høreapparat skal udskiftes, skal du selv tage kontakt til den høreklinik eller audiologiske afdeling, du ønsker at modtage dit nye høreapparat fra.

Du kan få skiftet dit høreapparat ud, før de fire år er gået, hvis:

  • din hørelse bliver markant forværret.
  • du har fået legemlige forandringer eller slitage, som gør det umuligt at anvende høreapparatet.
  • høreapparatet går tabt ved tyveri, brand eller lignende.

Bestilling af batterier og andre brugsdele

Ved det afsluttende besøg hos den høreklinik/audiologiske klinik modtog du et bestillingskort med en beskrivelse af de brugsdele, du får brug for til vedligeholdelse af dit høreapparat. Dette kort frankeres og sendes ind til dit høreapparatfirma. Du får derefter tilsendt dine brugsdele med posten.

Har du ikke modtaget et bestillingskort på høreklinikken/den audiologiske klinik, skal du kontakte den.

Hvis du har brug for batterier og/eller slanger til dit høreapparat, kan du møde op hos Hørecenter Midt og få udleveret pakker med batterier og slanger. Hvis dit høreapparat er fra Oticon, kan du også bestille batterier og/eller slanger med direkte levering på Oticons hjemmeside.