Vejledning til unge 16-24 år

UU Randers tilbyder uddannelsesvejledning til unge i alderen 16-24 år samt unge i alderen 25-29 år.

Din UU-vejleder kan f.eks. hjælpe dig med:

  • Vejledning om uddannelse
  • Uddannelsesplaner (hvis du er under 18 år, skal du følge din uddannelsesplan)
  • Målgruppevurdering til FGU
  • Hjælp til jobsøgning
  • Afklaring af de spørgsmål, du har til dit fremtidige arbejdsliv
  • Vejledning om SU
  • Information om ophold i udlandet
  • Mulighed for at blive bevidst om dine stærke og svage sider, og du kan lære, hvordan du præsenterer dig selv bedst muligt ved personlige henvendelser
  • Ulønnet praktik i virksomheder i forbindelse med afklaring af uddannelsesvalg
  • Viden om dine muligheder

Din vejleder vil via kvalificeret vejledning hjælpe med at give dig et solidt grundlag for at vælge ungdomsuddannelse med udgangspunkt i dine muligheder og ønsker. Du bliver orienteret om uddannelsessystemet og mulighederne på arbejdsmarkedet og får hjælp til at søge og anvende tilgængelig information.

Din vejleder står til rådighed for dig, og du kan spørge om alt i forbindelse med uddannelse, erhverv, praktik m.m.

Du finder navn, adresse m.m. på din vejleder på siden "Vejledere".

UU varetager også ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Denne uddannelse er tilrettelagt for unge udviklingshæmmede og andre unge, der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

Uddannelsen henvender sig til unge under 30 år og indeholder undervisning på skole, praktisk træning og praktikophold i virksomheder eller institutioner.

For at komme igang skal man henvende sig til en af vores vejledere. Du er også altid velkommen til at kontakte UU-centret i Randers.

Unge under 18 år har pligt til at være i uddannelse, job eller i gang med uddannelsesrelevante aktiviteter.

Du opfylder uddannelsespligten:

  • Hvis du er i fuldtidsuddannelse.
  • Hvis du er i privat uddannelse.
  • Hvis du er i lønnet beskæftigelse mindst 18 timer pr. uge.
  • Hvis du er i forpraktik el. trainee-forløb.
  • Hvis du er i et tilbud efter Lov om aktiv beskæftigelsesindsats.

Ovenstående skal være aftalt mellem dig, forældremyndighedsindehaver og Ungdommens Uddannelsesvejledning, og skrevet i din uddannelsesplan.

Du opfylder pligten ved at følge din uddannelsesplan.

Manglende overholdelse af pligten kan medføre at udbetaling af ungeydelsen stoppes.