Pas til børn under 18 år

Børn under 18 år skal have et pas. Ved bestilling af pas skal barnet selv møde op i Borgerservice.

For at et barn under 18 år kan få udstedt eller fornyet et pas, skal begge indehavere af forældremyndigheden give samtykke - også selvom forældrene er gift og bor sammen.

Underskrift fra begge forældre gælder også selv om barnet har haft pas i forvejen.

Barnet skal møde personligt op i Borgerservice ved bestilling af pas.

Husk at medbringe dåbsattest/navneattest på barnet, hvis barnet ikke har haft udstedt et dansk pas før - ellers medbring passet.

Husk også, at Borgerservice ikke kan tilbyde at tage pasfoto af børn under 5 år.

Afhent barnets pas i dokumentboksen

Du har mulighed for at bestille barnets pas til levering på din adresse, men Borgerservice kan ikke garantere PostNords leveringstider. Du skal regne med op til 14 dages leveringstid, men leveringstiden kan i perioder være længere.

Du kan også bestille barnets pas til udlevering i Borgerservice, men det hurtigste for dig er, at bestille barnets pas til afhentning i dokumentboksen i Borgerservice.

Du logger ind på dokumentboksen med dit telefonnummer + SMS-kode, hvorefter du identificerer dig med enten barnets eksisterende pas eller med dit NemID.

Du finder  dokumentboksen i forhallen i Borgerservice og der er adgang til den allerede fra kl. 8:00 på åbningsdage. Du behøver altså ikke vente på, at Borgerservice åbner kl. 10:00 - og du undgår at skulle trække  nummer med risiko for kø og ventetid.