Forhåndsdialog

Forhåndsdialogen er et vigtigt redskab til at få afklaret eventuelle problematikker allerede i projektets skitsefase.

I forhåndsdialogen forholder byggesagsbehandleren sig til de overordnede vurderingsparametre som tilpasning til stedet, arkitektur samt gældende lovgivning. Derfor opfordrer Randers kommune til, at der afholdes en forhåndsdialog, når der foreligger et skitseprojekt.

Forhåndsdialogens karakter vil typisk afhænge af projektets størrelse. I de større byggesager afholdes formelle og organiserede forhåndsdialoger, hvor medarbejdere fra relevante afdelinger kan deltage. En god dialog vil spare meget tid for alle parter i det efterfølgende forløb og styrke kvaliteten af det endelige produkt.

Forhåndsdialogen betyder ikke, at byggesagsbehandlingen sker på stedet. Dialogen er udelukkende opklarende og styrende for byggesagen.

Afklaring under forhåndsdialogen

Under forhåndsdialogen afklares rammerne for byggeprojektet, som f.eks. principielle spørgsmål vedr. lokalplanbestemmelser, bebyggelsesregulerende bestemmelser og brandforhold, ligesom der kan indgås aftaler om f.eks. tidsplaner og nødvendigt ansøgningsmateriale mellem ansøgeren/ejeren og bygningsmyndigheden.

På større byggerier, er det ofte også i denne fase, det afklares, om der skal benyttes deltilladelser, så byggeriet kan påbegyndes, uden at alle forhold i byggesagen er endeligt afklaret. Herved kan bygningsmyndigheden sikre sig, at f.eks. alle nødvendige statiske beregninger og tegninger for den følgende etape foreligger, inden den enkelte deltilladelse gives.

Forhåndsdialogen ændrer ikke på, at det er bygherre, der er ansvarlig for byggeriet og projektet. Det vil sige, at det fortsat er bygherres ansvar, at projekteringen af byggeriet er i overensstemmelse med gældende bestemmelser, og at det nødvendige materiale udarbejdes.

Book en tid

Det er muligt at afholde en forhåndsdialog med kommunen, inden du sender dit projekt ind.

Du vil modtage en kvittering i din e-boks. Hvis du spørger som erhvervsperson, vil kvitteringen blive sendt til firmaets e-boks.

Du vil blive kontaktet hurtigst muligt, og indenfor 10 arbejdsdage efter modtagelsen af din henvendelse.