Værd at vide om køb af byggegrund

Det er en stor beslutning at bygge nyt hus. Derfor tilbyder kommunen, at du kan reservere en grund, mens du får forholdene omkring byggeriet og finansiering mv. på plads.

Reservation

Reservationen er gratis og uforpligtende, og kan ske i 14 dage ad gangen.

Alle interesserede har mulighed for at reservere en byggegrund, herunder byggefirmaer eller virksomheder som er interesserede i at bygge og opføre boliger. Der gælder samme reservations regler uanset om du er privat reservant eller virksomhed.

Reservation er ikke det samme som en forkøbsret.

Når du har reserveret en grund betyder det, at den ikke bliver solgt til anden side, uden vi har spurgt dig først, om du vil byde på grunden.

 Er der flere interesserede købere til samme grund, kan der gennemføres en lukket budrunde mellem de relevante parter.

Bliver du ikke klar til at købe i løbet af reservationsperioden, har du mulighed for at forlænge reservationen, hvis der ikke er andre, der er konkret interesseret i grunden.

Køb af byggegrund

Ønsker du at købe en byggegrund skal du sende et skriftligt købstilbud til byggegrunde@randers.dk

Dit købstilbud skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Navn, adresse, CPR nr. og kontakt oplysninger på alle købere
  2. Adresse på den parcel, du/ I ønsker at købe
  3. Ejerandele og ønske om overtagelsesdag. (Overtagelsesdagen skal være indenfor 6 måneder)

Fortrydelse

Du har mulighed for at fortryde dit køb efter reglerne i kapitel 2 i Lovbekendtgørelse nr. 2015-09-22 nr. 1123 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom.

Du skal skriftligt meddele kommunen fortrydelse af købet, senest 6 hverdage efter kommunen har fremsendt købsaftale til din e-boks.

Det koster 1% af købesummen at fortryde sit køb.

Købsaftale og betaling

Købsaftale fremsendes til e-boks for underskrift.

I/ du overfører depositum til Randers Kommune i forbindelse med din/ jeres underskrift på købsaftalen.

Restkøbesummen, tinglysningsafgifter og tilslutningsafgifter betales senest ved overtagelsesdag vha. faktura som fremsendes til dig/jer inden overtagelsesdagen.

Købesum og byggetilladelse

Kommunens byggesags afdeling udsteder først byggetilladelse, når den fulde købesum er indbetalt.

Skøde og tinglysning

Når du har købt en grund, skal der udarbejdes et elektronisk skøde, som skal tinglyses. Randers Kommune står for begge dele. Køber afholder omkostningerne til tinglysningsafgift, hvilket ligeledes vil fremgå af din købsaftale.

Byggepligt

Der er byggepligt på kommunens grunde. Det betyder, at byggeriet skal være påbegyndt inden 18 måneder fra overtagelsesdagen.

Påbegyndelse af byggeprojektet betyder, i denne sammenhæng, at der er indsendt ansøgning om byggetilladelse.

Tilslutning

I salgsvilkårene kan du se om tilslutningsafgifter til el, vand og kloak er omfattet af købesummen, eller om du skal betale for disse udover købesummen.

Tilslutningsafgifterne afspejler den udgift som Randers kommune har haft i forbindelse med byggemodning af grunden.

Jordbundsforhold

I de fleste udstykninger er der foretaget jordbundsundersøgelser.

Kommunen påtager sig herudover ikke noget ansvar for grundens jordbundsforhold. Køber kan for egen regning foretage en yderligere boreprøve på grunden inden købsaftalen underskrives. Boreprøve kan udføres efter forudgående aftale med Randers kommune.

Tilbagekøb

Hvis byggepligten ikke overholdes, har kommunen en ret – men ikke en pligt – til at købe grunden tilbage. Såfremt der indgås aftale om tilbagekøb er der kun købesummen, der tilbagebetales.

Har du spørgsmål som du ikke fik svar på her, er du altid meget velkommen til at kontakte os via mail byggegrunde@randers.dk eller tlf. 8915 1886.

Offentligt udbud

Når kommunen udbyder fast ejendom, herunder byggegrunde, skal der indledningsvis gennemføres et offentligt udbud. Dvs. at alle grunde udbydes i en 4 ugers periode, hvori alle har mulighed for at byde ind med købstilbud. der bydes minimum udbudsprisen. Der sælges i forlængelse det offentlige udbud, til højestbydende.

De byggegrunde som ikke er solgt í udbudsperioden ligger til almindeligt salg efterfølgende.

Det er ikke muligt at reservere byggegrunde inden det offentlige udbud er gennemført.