For børnehaver

Affaldsskolen tilbyder formidlingsforløbet ”Fridas fødselsdag” målrettet de ældste børn i børnehaven.

Målgruppe Børnehavens ældste børn
Pris Gratis
Varighed 1-3 timer
Adresse Randers Affaldsterminal, Romalt Boulevard 64, 8960 Randers SØ (OBS! Det er ikke det samme som Randers Genbrugsplads.)
Booking Book jeres besøg ved at kontakte affaldskontoret på affald@randers.dk eller tlf. 89 15 16 17.

Fridas fødselsdag findes i forskellige varianter:

  • Besøg af os hjemme på jeres institution - varighed ca. 1 time
  • I kan komme på besøg hos os på Randers Affaldsterminal - varighed ca. 2-3 timer efter aftale
  • Eller en kombination af de to tilbud - ring og hør nærmere.

Gennem en legende og dialogbaseret historiefortælling arbejder vi sammen med børnene om affald og udvider deres begrebsverden og materialekendskab. Med forløbet ønsker vi at skabe forståelse for, at det har stor betydning, hvordan vi skaffer os af med vores affald. Samt at vi ved at sortere vores affald kan være med til at skabe nye ting ud af affaldet, så naturens ressourcer ikke går tabt.

Hvad skal der ske?

"Fridas fødselsdag" er et todelt forløb, hvor vi starter indendørs med at samles i en rundkreds på gulvet. I dialog med børnene folder vi historien om Fridas fødselsdag ud - med alt, hvad børnene synes, der hører sig til en fødselsdag, lige fra lækker mad, til gaver og leg. Vi snakker om og kigger på noget af alt det affald, der opstår, når vi f.eks. holder fødselsdag. Vi sorterer affaldet sammen og finder ud af, hvad vi bl.a. kan bruge affaldet til.

Hvis I besøger os, består anden del af forløbet af en rundvisning på Affaldsterminalen, hvor børnene kan se og høre om, hvad der sker med affaldet, når skraldebilen kører det væk.

Foregår besøget hos jer, slutter vi i stedet udenfor med at lege "Skraldehelten og det flyvende affald", som er en fangeleg iblandet affaldssortering.

Efter aftale kan vi afslutte besøget hos jer med en præsentation af den rullende Skraldevogn. Det er en affaldssorteringstrækvogn, som I kan låne efterfølgende og bruge til skraldeindsamlingsture i jeres lokalområde. I har også mulighed for, at vi hjælper med at udstyre jeres helt egen skraldevogn.

Skraldevognen på tur. Her sorterer børnene alt det affald, de finder i naturen.