PCB-affald

PCB er en gruppe kemiske forbindelser i materialer, som tidligere har haft stor udbredelse inden for byggeriet. Det indgik i fugematerialer, facademalinger, betonblandinger og forskellige elektriske komponenter. PCB er mobilt og kan spores i bygningsdelene omkring de PCB-holdige materialer samt i indeluften og i jorden.
PCB er et miljøfremmed stof, der ophobes i miljøet. Det har vist sig at være miljø- og sundhedsskadeligt i et sådant omfang at anvendelsen blev forbudt midt i 1970'erne. PCB måtte dog anvendes frem til 1980 til forsegling i termovinduer. PCB–holdigt affald skal indsamles og destrueres, hvilket sker ved forbrænding ved høj temperatur.
Randers Kommunes vejledning om håndtering af PCB-holdigt affald følger generelt følgende retningslinjer:
PCB blev anvendt indenfor byggeindustrien i perioden ca. 1950–1977. Hvis du f.eks. skal skifte termoruder eller fuger i bygninger fra denne periode, skal du være opmærksom på om der er PCB i de anvendte fuger.
Fugemateriale, rammer fra termovinduer, murværk eller andet affald med mere end 50 mg PCB/kg er farligt affald, der skal anmeldes til Randers Kommune, der anviser bortskaffelse til godkendt modtager.
Murværk og andet ikke forbrændingsegnet affald med indhold på 0,1 - 50 mg PCB/kg anvises til bortskaffelse på Randers Affaldsterminal.
Forbrændingsegnet affald med indhold på 0,1 mg - 50 mg PCB/kg skal bortskaffes til forbrænding på godkendt affaldsforbrændingsanlæg.
Elektrisk udstyr med kondensatorer f.eks. belysningsarmaturer med lysstofrør, ventilatorer, motorer og pumper samt højspændingsinstallationer, herunder transformatorer, kondensatorer eller strømgennemføringer, kan indeholde PCB, hvis det er fra perioden 1950-1986. Det skal derfor håndteres som PCB-holdigt affald.
Du kan få mere information ved at læse "Regeringens handlingsplan for PCB".