Hvis du har synshandicap

Du kan søge om hjælp til synsvanskeligheder og synshjælpemidler hos Synssamarbejde Midt.

For at du kan få bevilget et synshjælpemiddel, skal det i væsentlig grad afhjælpe de varige følger af dit nedsatte syn, give en væsentlig lettelse i din dagligdag eller være nødvendigt for, at du kan udøve et erhverv.

Ansøgning om synshjælpemidler og synshjælp

Hvis du vil ansøge om synsrådgivning og synshjælpemidler, skal du enten ringe til eller møde op hos:

Synssamarbejde Midt
Biografgade 3, plan 3
8900 Randers C

Telefon: 8915 8680

Vi har åbent mandag-torsdag kl. 09.00-12.00.

Vi tager udgangspunkt i oplysninger fra din øjenlæge og optiker, når vi behandler din ansøgning. Derfor er det vigtigt, at du for nylig har været ved øjenlæge og optiker. Er øjenlægens oplysninger ældre end seks måneder, skal der nye til.

Du skal ikke selv medbringe oplysningerne fra øjenlægen og optikeren. Med din tilladelse anmoder Synssamarbejde Midt om dine synsoplysninger elektronisk.

Når vi har modtaget dine synsoplysninger, vurderer en faglig koordinator, om du er målgruppen til at modtage synsrådgivning og synshjælpemidler. Hvis du er i målgruppen, bliver du kontaktet af en synskonsulent, så I kan få en snak om, hvad vi kan hjælpe dig med. Hvis du ikke er i målgruppen, vil du få et afslag og evt. lidt vejledning.

Synssamarbejde Midt tilbyder

Synssamarbejde Midt kan give information om din øjensygdom og dens konsekvenser, hjælp til bearbejdning af synstabet samt rådgivning til dine pårørende og evt. plejepersonale.

Derudover kan vi tilbyde hjælp til f.eks.:

  • Læsning
  • Daglige færdigheder som f.eks. madlavning, måltidsteknik og personlig hygiejne
  • Ledsageteknik (for dig, pårørende og evt. personale)
  • Særlige belysningsbehov
  • Optimal TV-placering/opsætning
  • Undervisning i at orientering og sikker færdsel (mobility).

Du kan også få hjælp, hvis dit nedsatte syn giver dig problemer med at udføre nogle af dine arbejdsfunktioner. Det kan f.eks. være problemer med:

  • at følge med i dagsordner på møder
  • skærmarbejde
  • præcisionsarbejde
  • at finde hen til eller rundt på arbejdspladsen.

Er du sygemeldt på grund af synsproblemet, kan vi tilbyde et samarbejde med din sagsbehandler på jobcentret.

Du kan få IT-undervisning og IT-hjælpemidler, som kan støtte eller erstatte læse- og skrivefunktioner.

Giver dit nedsatte syn eller blindhed dig problemer med at betjene computer, smartphone, tablet eller andet elektronisk udstyr, kan Synssamarbejde Midt rådgive/undervise dig i brugen heraf eller vejlede dig i alternativer.

Du har mulighed for at søge om særlige hjælpemidler, som kan erstatte eller støtte læse- og skrivefunktioner, f.eks. en computer med forstørrelsesprogrammer, skærmoplæsningsprogrammer eller tastaturer med ekstra stor skrift.

Læs om kommunikationshjælpemidler.

Har du varige medicinsk-optiske øjenlidelser, kan du muligvis få støtte til briller, kontaktlinser og øjenproteser.

Hvis du mener, at du er berettiget til støtte til briller, kontaktlinser eller øjenproteser, skal du kontakte din optiker/leverandør. Til personlige synshjælpemidler som briller, kontaktlinser og øjenproteser vælger du selv optiker/leverandør.

Din optiker/leverandør kender lovgivningen på området og ved, om du kan søge om tilskud.

Optikeren/everandøren udfylder og sender din ansøgning med relevante oplysninger til Synssamarbejde Midt, som vurderer den og sender en indstilling til din kommune. Hvis du er berettiget til det ansøgte, vil du få tilsendt en bevilling.

Øjenproteser

Ved første henvendelse sendes der ansøgning fra en protesemager til Synssamarbejde Midt.

Når du har fået bevilget én gang, skal du efterfølgende blot ringe til os og bede om en genbevilling.

Acryl- og orbitaproteser har en levetid på ca. 5 år (ofte længere), siliconeproteser har en levetid på ca. 1 år, og glasproteser har en levetid på ca. 2 år.

Tilskud til briller

Du kan søge om brilletilskud til børn under 16 år gennem sygesikringen. Henvend dig til Borgerservice i din kommune for at søge.

Pensionister med helbredstillæg kan søge om tilskud til briller.

At arbejde med ADL (almindelig daglig levevis) handler om at tilegne sig nye færdigheder og kompenserende teknikker, kombineret med brug af hjælpemidler og dermed øge livskvalitet og glæde i hverdagen.

Hjælpemidler er en del af den ADL-træning, du som borger med synsnedsættelse har behov for at være så selvhjulpen som muligt i hverdagen. Hjælpemidlerne kan f.eks. være:

  • Et talende ur
  • "Gummidutter" så du kan føle dig frem til at indstille f.eks. den rette ovntemperatur, en vaskemaskine eller minuttal på et æggeur.

Mobility er træning i at komme sikkert og hensigtsmæssigt frem til f.eks. busstoppestedet, det lokale supermarked eller bare rundt i nærmiljøet.

Teknikker tilpasses individuelt kan omhandle ledsageteknik, stokketeknikker og orienteringsteknikker.

Svagsynsoptik er specielle optiske hjælpemidler - primært med forstørrende virkning, f.eks. lupper, lupbriller, kikkerter og kikkertbriller.

Du kan søge om svagsynsoptik, hvis din synsrest er 6/18 (0,3) eller derunder eller ved større synsfeltsudfald.

Hvis forskellen mellem din afstands- og læsestyrke som minimum er 4 D, kan du få en lupbrille.

Synssamarbejde Midt tilbyder hjælp til børn og unge:

  • som er med i Synsregisteret med en varig nedsat synsfunktion, hvor synsevnen er 6/18 (0,33) eller mindre end normalt syn (= 1,0).
  • med et meget indsnævret synsfelt (20 grader eller mindre).
  • med en hjernebetinget synsnedsættelse.

Hvis der er tvivl, om barnet er i vores målgruppe, er det vigtigt, at I henvender jer til en øjenlæge, så synsevnen kan blive vurderet, inden I kontakter Synssamarbejde Midt.

Hvis øjenlægen tilmelder barnet til Synsregisteret, bliver I også henvist til Synssamarbejde Midt.

Synssamarbejde Midt yder synskonsulentbistand efter behov og aftale med forældrene.

Hjælp til børn fra 0-6 år

Synssamarbejde Midt tilbyder synsfaglig rådgivning i hjemmet og barnets dagtilbud ud fra synsoplysninger fra øjenlægen samt barnets funktionelle synsevne, egne ressourcer og udviklingsmæssige potentialer.

Barnets funktionelle syn og kompensationsmuligheder udredes gennem undersøgelser, observationer og samtaler med forældre og fagpersoner, som er tilknyttet barnets hverdag. Herunder vægtes også dagtilbuddets tilgængelighed og barnets mulighed for deltagelse og udvikling i sociale relationer.

Indsatsen kan blandt andet indeholde:

  • Udredning af barnets funktionelle synsevne.
  • Synsstimulering og brugen af andre sanser.
  • Vejledning om synshjælpemidler.
  • Indretning af hjem/dagtilbud i forhold til synsnedsættelsen.
  • Vurdering og vejledning af behovet for lys.
  • Indstilling til kursus på Synscenter Refsnæs og opfølgning på rapport fra opholdet.

Formålet er at støtte barnets udviklingsmuligheder optimalt gennem en tværfaglig indsats og dialog med barnet og forældrene. Det tilstræbes, at den specialiserede synsfaglige indsats ydes og justeres i forhold til barnets egne udviklingspotentialer.

Hjælp til børn fra 7-17 år

Barnets overgang til skoleregi foregår i tæt samarbejde mellem synsteamets småbørnskonsulent og skolekonsulent.

Skolekonsulenten tilbyder bl.a. at:

  • Informere og rådgive lærerne om elevens synsproblematik
  • Undersøge fysiske forhold i undervisningsmiljøet, bl.a. lyssætning og placering i lokalet
  • Rådgive lærerne om svagsyns- og blindetekniske undervisningsmetoder
  • Rådgive om undervisningsmaterialer, afgangsprøver, eksaminer og lignende
  • Rådgive om og afprøve hjælpemidler
  • Ansøge om hjælpemidler
  • Undervise i brug af hjælpemidler
  • Formidle tilbud fra samarbejdspartnere, herunder PPR, Synscenter Refsnæs (i forhold til kurser og tests af børnene) og Instituttet for blinde og Svagsynede (i forhold til kurser og studievejledning).

Når barnet bliver voksen

Når barnet fylder 18 år, er der en række forhold, som ophører eller ændres. F.eks. laver synskonsulenten ikke længere opsøgende arbejde.

Synssamarbejde Midt kan dog stadig hjælpe.